Født 1976, uddannet Cand. Psych. 2004. Autoriseret som psykolog i 2008 af Psykolog Nævnet. Godkendt specialist i Psykoterapi for voksne af Dansk Psykolog Forening.
Jeg har en bred klinisk erfaring efter at have arbejdet som psykolog i mange år, og på en række forskellige områder, der spænder fra familiebehandling i en mindre norsk by, over traumebehandling af flygtninge, til rusmiddelbehandling af unge.
Jeg har gennem en årerække arbejdet med terapi og behandling, både den konkrete praktiske udførsel, men også med udvikling og nytænkning af praksis på forskellige niveauer. Jeg har nok især et hjerte for arbejder med udsatte mennekser, og brænder for at hjælpe der hvor livets store spørgsmål melder sig: ved dødsfald, angst, skilsmisser eller andre store livskriser.
Du kan læse mere om min tilgang til arbejdet nedenfor og finde uddybende biografi her:
Se min Linkedin profil her
Om min tilgang
Min tilgang i arbejdet er båret af flere forskellige tilgange og metoder, og min erfaring har lært mig, at et snævert metodisk fokus sjældent er til hjælp for de mennesker, jeg møder. Forskning på området viser faktisk, at metodernes betydning for behandlingsudfaldet er relativt lille, hvorimod samarbejdet behandler og klient imellem, og den måde vi sammen er i stand til at tilpasse til den konkrete problemstilling, er lang mere afgørende. Og lad os bare slå fast: Samtaler eller psykoterapi, er faktisk en virkelig effektiv behandlingsform til en lang række psykiske lidelser, noget man har kunne vise gentagne gange i forskning de sidste 50 år. (se her)
Helt grundlæggende er min tilgang båret af eksistentielle ideer og relationelle forståelser af, hvordan livet er sammensat og tager sig ud, og hvordan terapi og forandringsarbejde følgelig kan være lindrende og meningsfuldt. Den eksistentielle grundtanke om at finde mening, selv i galskaben, er for mig at se en grundlæggende livsudfordring, vi som mennesker bokser med og må finde ud af. Forandringsarbejde starter ofte, når vi møder et eksistentielt vakuum, og ikke længere kan se en mening eller vej, som kan bringe os på sporet af det liv vi skal leve. Og vores liv leves ikke kun i hovedet eller i følelserne, men ude i verden blandt andre, som har betydning for os og omvendt. En stor del af den meningsskabelse vi søger og nogle gange kører fast i, og som vi sammen arbejder på fx i terapi, må derfor også sætte lys på livet der hvor det leves og ønskes efterlevet.
Som fagperson er jeg metodisk vokset op med den systemiske familieterapi. Jeg er trænet og uddannet i løsningsfokuseret og narrativ praksis, som jeg har beskæftiget mig med, og dygtiggjort mig i, gennem mange år. Det betyder frem for alt, at jeg har en anerkendende og nysgerrig tilgang i mit arbejde, med vægt på de ressourcer og erfaringer der bringes med, og et pragmatisk hvordan-virker-det-i-praksis syn på tingene.
Jeg har i flere år undervist og superviseret psykologistuderende, psykologer og andre fagpersoner i disse tilgange til terapeutisk arbejde, bl.a. som ekstern lektor på Institut for psykologi, Københavns Universitet. Jeg modtager selv supervision på mit arbejde, ligesom jeg løbende uddanner mig både i disse tilgange men også indenfor andre områder.